Kender du det, at du og dine gode ven taler om noget, I har oplevet sammen, men at I ikke helt kan blive enige om, hvad der præcist skete? Han holder stædigt på sin version – og det gør du i øvrigt også. Du ved, at han tager fejl, for du husker oplevelsen klart og tydeligt! Måske udvikler det sig til en diskussion, måske bliver I bare enige om at tale om noget andet, – men tænker begge, at den anden tager fejl.

Vi husker ikke så godt som vi tror

Sandsynligvis tager I begge to lidt fejl, for vi mennesker husker langt fra så godt, som vi selv tror! Hvorvidt og hvor godt en situation lagres i hukommelsen i første omgang afhænger af flere faktorer, fx din almene tilstand -var du ædru, havde du taget medicin, var du træt eller følelsesmæssigt påvirket? Er det en hverdagssituation, der er svær at skelne fra andre lignende hverdagssituationer – fx at du børster tænder, spiser morgenmad, cykler på arbejde. Eller er det en usædvanlig situation, fx nyheden om en vens død, et terrorangreb eller andet voldsomt?

Typisk vil det være sværere at huske en situation klart, hvis du var påvirket af alkohol eller lignende. Og typisk vil det være sværere at huske den ene morgens tandbørstning fra alle andre morgener, med mindre der er sket noget særligt. Men selv i de særlige situationer, vil det, vi husker, hurtigt blive ukorrekt.

Din tilstand påvirker hvad du husker

Når du skal trække dine minder frem om noget, er der igen forskellige faktorer, der spiller ind på, hvad og hvor godt du husker noget. Disse er vi sjældent opmærksomme på. Igen spiller din almene tilstand ind på, hvor godt du husker. Og når du genkalder dig en situation, vil du huske en lille smule anderledes, hvis du er glad, end hvis du er trist.

Der sker løbende små ændringer i, det vi husker

Hver gang du fortæller om begivenheden, vil der helt ubemærket snige sig små ændringer ind. Når du husker noget, vil det være små sammenstykninger af elementer af hændelser, og hvis du ikke helt kan huske alle detaljerne, er det ikke ualmindeligt helt ubevidst at udfylde hullerne i erindringerne med overvejende sandsynlige detaljer. Dette ses fx hvis du fortæller hændelsen til din mor, og hun spørger ind om noget helt konkret. Næste gang du fortæller din historie kan det være, at netop det element, der sidst blev spurgt ind til, er en smule ændret, og du nu har tilføjet noget af det, din mor spurgte om, til din version af historien. Men da du ikke ved, at det er det, du gør, vil du være sikker på, at det, som netop du husker, er det korrekte, modsat din ven- der altid husker detaljerne helt forkert.

Når du og din ven har fortalt om jeres oplevelse til jeres andre venner, er historien garanteret blevet en del bedre end det, der faktisk hændte – og så er det måske i virkeligheden lige meget, hvem der huskede hændelsen mest korrekt i første omgang.

Sidst opdateret 12. maj 2020