Her kommer en historie om, hvad for lidt søvn kan gøre ved tænkningen…

En fredag aften sidder jeg og spiller spil med min søn, der på daværende tidspunkt er ni år. Vi spiller ”fire på stribe” – et spil hvor man med taktik, planlægning og snilde skal få fire brikker til at ligge i forlængelse af hinanden, lodret, vandret eller skråt.

Det har været en lang uge. Der har været et virkelig tætpakket program i vores børnefamilie. Opgaverne har ligget tæt uden plads til mange pauser for os voksne. Og aftenen forinden havde min datter haft svært ved at sove, da middagsluren havde været al for lang, og hun ikke var træt om aftenen. Så jeg var kommet alt for sent i seng og havde slet ikke sovet nok.

Så nu sad jeg noget træt fredag aften og kæmpede for at få fire blå brikker på stribe. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at vinde. Det var ikke engang noget jeg bare lod som. Alligevel vandt min søn syv gange i træk over mig, før jeg gav op. Det var fuldstændig håbløst for mig. Jeg kunne ikke lægge en god strategi, sætte en fælde op eller aflede ham. Uanset hvor meget jeg prøvede, vandt han. Selvfølgelig til stor jubel for min søn. Og til nogen frustration for mig – for så svært et spil er det nu heller ikke!

Næste dag var min søn klar til at spille igen. Lidt kæk spurgte han om vi ikke skulle sætte noget skærmtid på højkant. Hvis han vandt, så skulle han have lov til at spille Nintendo hele dagen. Hvis jeg vandt, var der ingen skærmtid. Turde jeg mon det efter syv nederlag i streg aftenen før?

Jeg havde sovet godt og følte mig veludhvilet. Men kom alligevel til at tvivle på mine egne evner. Jeg havde jo virkelig forsøgt at gøre alt hvad jeg kunne for at vinde, men uden held. Så ville jeg kunne vinde her lørdag morgen?

Tre spil senere måtte min søn opgive alle forhåbninger om at sidde med Nintendoen hele dagen. Min evne til planlægning, strategi og overblik fungerede igen. Takket være en god nats søvn.