Magtesløshed

“Magtesløshed” er et af de ord, der er gået igen, når jeg har talt med pårørende til personer med erhvervet hjerneskade. Magtesløshed over al det uforudsigelige, der pludselig har væltet hverdagen. Og over at leve i uvished. Særligt i den første tid efter at den, man holder af er blevet ramt. Der er ingen, der med sikkerhed kan sige noget om, hvor godt den ramte får det igen. Kun at det kan have lange udsigter. Et år før man kan sige noget mere sikkert. Det er helt naturligt, at du kan føle dig magtesløs i den konstante uvished, hvor et fast holdepunkt i livet er forsvundet.

Skyldfølelse

Skyldfølelse – over ikke at slå til, oplever du måske også. I så fald er du ikke alene. Det kan sikkert føles sådan nogle gange – som om du er alene. Som om ingen kan forstå eller leve sig ind i præcist, hvordan det er. Hvordan du har det.

Tristhed

Du oplever tristhed.
Tristhed over det tab du har lidt. For det er et tab, også selvom den ramte overlevede. Tab af den fremtid I havde planlagt sammen. Måske har den ramte forandret personlighed en smule? Eller meget? Og jeres relation har måske forandret sig? Du skal tage dig af flere praktiske ting, og dit overskud forsvinder. Og det kan føles, som om du har mistet den du holder af, selvom den ramte stadigvæk er der. 

Skamfuld

Du bliver nogen gange flov og skamfuld. Nogle gange over den ramtes opførsel. Nogle gange over dine egne tanker. Og igen kan du føle dig alene. Mange andre har tænkt samme tanker, men har ikke turdet sige dem højt.

Skuffelse

Skuffelsen melder sig indimellem. Livet skulle have formet sig anderledes. I havde andre planer. Og selvmedlidenheden er der også ind imellem. Du kan have oplevelsen af, at ingen magter dig, eller jer. At der ikke er nogen, der forstår, hvordan du har det. Du kan have svært ved at overskue, hvordan det bliver fremover. Måske overvældes du af angst?

Det er helt almindeligt

Det, du oplever som pårørende, er meget almindeligt i den ualmindelige situation, du står i. Der er op og nedture i, hvad der kan føles som en evighed. Og det kan være svært og ubehageligt at gennemleve alene. Tal med andre i samme situation. Der findes forskellige grupper fx på facebook eller kontakt mig, jeg har ind imellem pårørendegrupper.