For at opnå anerkendelse og social accept skal du være udadvendt, nytænkende, med på det nyeste og initiativrig. Sådan kan det i hvert fald godt føles. Dette gælder også på studie og i arbejdslivet. Du skal være omstillingsparat, konstant yde 100 %, være imødekommende og smilende. Det hele skal være perfekt. Også derhjemme. Ungerne skal hentes, men ikke for sent, men der skal jo også købes ind. Maden skal være sund og hjemmelavet fra bunden. Hjemmet skal være rent og hyggeligt. Og tonsvis af andre ”regler”. Det skaber stress.
Stress i korte og afgrænsede perioder er godt. Det hjælper dig med at præstere bedre i den konkrete situation. I den hensigtsmæssige stress bliver dine sanser skærpede, du handler mere intuitivt, og du tænker mere i sort/hvid. Når situationen er overstået, falder din hjerne til ro igen og vender tilbage til normaltilstanden.
Men langvarig stress er ikke godt. Hvis du konstant er stresset, får hjernen ikke mulighed for at komme tilbage til normalstilstanden. Reguleringen af stresshormonerne kommer til at fungere dårligere. Det, der før var godt i den afgrænsede periode, bliver nu skadeligt for din hjerne.
For meget stress har nemlig dårlig indflydelse på kemien i hjernen, og kan være med til at udløse angst og depression.
Har du stress, depression eller angst fungerer din hjerne ikke, som den plejer. Og når den ikke gør det, kan det være svært at sige ”pyt” til ting, man ellers ville sige pyt til. Små ting kan hurtigt vokse sig store og uoverskuelige, eller blive fordrejet i tankerne. Det er dog ikke, fordi du er ved at blive skør, selvom det måske indimellem føles sådan. Det kan bare være svært at tænke klart, når kemien i hjerne er i ubalance.
Stress sætter gang i alarmberedskabet i din hjerne. Har du en depression, kører beredskabet hele tiden. Næsten hveranden, der har en depression, har for mange stresshormoner i blodet. Det betyder, at hvis du har en depression, er der stor sandsynligehed for, at du også er stresset. Stress trætter hjernen, og du oplever, at hukommelsen bliver dårligere, du taber oftere tråden, du bliver mere pirrelig, sover dårligere og føler mere indre uro.
Når stressen, depressionen og angsten overvindes, vil du opleve en forbedring af symptomerne, herunder tænkningen. Måske bliver det ikke helt det samme, som det var, inden du blev stresset, men du vil med stor sansynlighed kunne få et godt og velfungerende liv.
Sidst opdateret 23. maj 2023