Hjerneskader kan være medfødte eller erhvervede. Definitionen på om en hjernenskade betegnes som medfødt er at skaderne er opstået i fostertilstand, under fødslen, eller i de første fire uger efter fødslen. Erhvervet hjerneskade kaldes også for senhjerneskade, og opstår altså tidligst fire uger efter fødslen.
Årsagen til medfødte hjerneskader kan fx være
- Mors misbrug af stoffer eller alkohol under graviditeten
- Mors sygdomme under graviditeten
- Iltmangel under fødslen
- Genetiske sygdomme
- Misdannelse i hjernen i fostertilstand
Årsagen til en erhvervet hjerneskade kan være mange. Det kan fx være
- Traume, slag mod hovedet, fx ved fald
- Hjernerystelse
- Blodprop i hjernen eller blødning
- Aneurismeblødning (bristet pulsåreudvidelse)
- Iltmangel
- Forgiftning
- Misbrug af stoffer og alkohol
- Betændelse eller infektion i hjernen eller hinderne omkring hjernen
- Tumor (svulst) i hjernen
- Sygdomme som fx Parkinson, sclerose, stoftskiftesygdomme, demens
- Psykisk lidelse og tilstande, som fx skizofreni, depression og stress
Nogle skader i hjernen udvikler sig over tid og symptomerne bliver mere og mere fremtrædende, fx ved demenssygdomme. Bliver skaderne værre over tid siger man at de progredierer. Ved nogle skader kan der tilkomme komplikationer i efterforløbet, fx ved sværere traumer. Mens der ved andre påvirkninger af hjernen ses bedring over tid, særligt de første månder og det første år, fx hjernerystelse. Da ingen skader er helt ens, kan det være vanskeligt at sige præcis, hvorledes efterforløbet vil udvikle sig.
Det er ikke alle skader i hjernen, der giver kognitive forandringer. Fx kan en blodprop i hjernen ramme meget specifikke og mindre områder i hjernen. Måske så lille og lokal, at det fx ”kun” giver lammelse/ funktionsnedsættelse i den ene arm. Og det kan være forbigående, således at alle symptomer er forsvundet igen iden for et døgn. Er alle symptomer forsvundet inden for 24 timer kaldes det et TCI (transitorisk isæmisk infarkt). Der kan dog godt restere symptomer i form af hjernetræthed.
Sidst opdateret 23. maj 2023