Mange af mine klienter fortæller mig, at de har svært ved at sige nej. Fx til chefen når arbejdsopgaverne skal fordeles, eller hvis der mangler nogen, der kan tage en ekstra vagt, eller der er underbemandning resten af dagen, hvis de selv går til den planlagte tid. Det kan også være svært ikke at føle sig presset tilbage på arbejde efter en sygemelding, til trods for at de ikke føler sig helt parat endnu. Den dårlige samvittighed melder sig straks på banen, hvis de prioriterer sig selv højere end arbejdet. Særligt hvis de ikke har planlagt ”noget særligt” eller ikke er synligt syge.

Assymetrisk magtbalance

Det jeg hæfter mig ved, når mine klienter fortæller om de forskellige situationer, er, at størstedelen af dem faktisk har sagt fra – gentagende gange og på forskellig vis. Men! De ikke er blevet taget alvorligt og at sige nej er blevet ignoreret eller overhørt. Mange har oplevet at relationen, til den de har sagt nej til, har været assymetrisk, og den anden har haft mere magt. At det kunne have store konsekvenser at fastholde at sige nej og det i situationen er lettere at sige ja.  

Følelserne dominerer

En anden ting jeg hæfter mig ved er, at klienterne fortæller, at det er den dårlige samvittighed der dominere, frem for fornuften i at passe på sig selv. Og det giver rigtig god mening, at de har det sådan. Der er nemlig mange flere forbindelser i hjernen fra området med følelser til området med fornuften, end den anden vej rundt. Følelserne får altså lov til at dominere, og når vi føler os pressede eller ligefrem stressede i situationen, får følelsernes dominas lige et ekstra nøk op.

Det bliver altså langt sværere for dem at tænke fornuftigt og få passet på sig selv i de situationer. Det er først bagefter, når de er kommet væk fra den akutte situation, at fornuften igen kan få plads. Og det er også her de for alvor bliver opmærksomme på konsekvensen af at de ikke kunne holde fast i at sige nej når følelserne tager over.

Tag en “time out”

Når man føler sig presset til at sige ja, til trods for at man allerede har sagt nej, kan det være en god ide at sige man vender tilbage med et svar ”lige om lidt” og så trække sig fra situationen – ”gå på wc”/ ”drikke et glas vand”/ ”finde sin kalender frem” eller hvad man nu lige kan finde på. Holder man en lille pause fra det akutte pres, har området i hjernen hvor fornuften sidder, mulighed for at komme i spil igen og gøre at man bedre kan modstå presset og sige nej.

Dårlig samvittighed gør ingen forskel

Og den dårlige samvittighed? Tja, der kommer ikke flere eller færre på arbejde af at klienterne har dårlig samvittighed over ikke at være der. Der bliver ikke løst flere eller færre opgaver af at klienterne bekymrer sig om opgavemængden for kollegaerne, mens klienterne passer på sig selv. Kollegaerne får det ikke anderledes af, at klienterne har dårlig samvittighed. Klienterne bliver ikke mere raske af at have skyldfølelse over for arbejdspladsen – tværtimod.

Bliver klienterne mon mindre samvittighedsfulde  og løser deres opgaver dårligere af ikke at bekymre sig om deres arbejde under sygemelding eller i deres fritid? Næppe. Men de vil have mulighed for at kunne lade bedre op og fokusere på det der giver energi, frem for den dårlige samvittighed, der er en energisuger.

Sidst opdateret 23. maj 2023