Slip af med dit tankemylder
Hvis du nogen sinde har haft bare én episode med tankemylder, haft gentagne perioder med tankemylder eller altid har lidt af tankemylder, så ved du allerede, hvor dejligt det vil være at kunne slippe af med det. Du ved hvilken betydning det vil have for din søvn, for din indre ro, for din evne til koncentration og din livsglæde generelt, hvis du kunne slippe for at beskæftige dig med alle de tanker, der kommer bombarderende. Jeg behøver slet ikke at argumentere for alle de fordele, der vil være ved at lære at lade myldertankerne være. Du kender dem allerede!
For hvis du nogen sinde har haft tankemylder, så ved du hvor drænende det er, hvordan det forringer din livskvalitet, og hvor meget uro det sætter i gang i kroppen.
Tanker
Tanker kommer og går. Hvor længe en tanke bliver hængende afhænger af den opmærksomhed vi giver den. Hvis vi griber fat i tanken, så bliver den hængende. Hvis vi ikke gør noget ved tanken, så forsvinder den af sig selv igen.
Når vi griber fat i tanken, så forholder vi os til den. Måske laver vi forskellige scenarier for, hvordan det ville være, hvis det vi tænkte blev sandt. Måske bekymrer vi os og planlægger ud fra bekymringerne, måske søger vi et svar. Det kan også være vi forsøger at undertrykke tanken og skubbe den væk. Men man kan ikke skubbe til noget uden samtidig at forholde sig til det, man skubber til. Det gælder også tanker.
Jo mere vi gør ved tankerne, jo mere tilbøjelige er de til at dukke op igen. Det er blandt andet det vi aktivt forsøger at gøre, når vi rigtig gerne vil huske noget. Så gentager vi det vi vil huske, skriver det ned, taler om det, søger mere viden om det. Jo mere vi forholder os til tankerne, jo større sandsynlighed er der for at vi kan hive det frem senere, eller for at det kommer frem af sig selv.
Når vi ikke gør noget ved tanken, men derimod lader den være, så forsvinder tanken af sig selv. Det er faktisk det vi gør, ved det fleste tanker hver eneste dag. Nemlig ingenting. Bare tænk på, hvor mange tanker du havde i går, eller bare tidligere i dag. Hvor mange af disse tanker kan du huske nu? Hvor mange enkeltstående tanker kan du huske? Formentlig langt fra alle. De tanker du ikke gjorde noget ved, er forsvundet igen. Mens de tanker du griber fat i, har det med at blive hængende og komme igen, og igen, og igen, og…
Forskellige former for tankemylder
Findes der forskellige former for tankemylder? Nææ, egentlig ikke. Der findes forskelligt indhold i tankemylderet, men selve tankemylderprocessen er den samme, uanset hvilke tanker, der suser af sted inde i hovedet. Det er altså ikke vigtigt at finde ud af, hvad der specifikt forårsager netop de tanker, der myldrer, for at slippe af med tankemylderet. Det der er vigtigt, er derimod hvordan du forholder dig til tankemylderet, når det opstår. Så næste gang du har tankemylder skal du gøre, som du gør ved langt de fleste tanker, nemlig ingenting.
Automatisk tanker
Nogle gange er der langt imellem vores tanker, og andre gange er det som om tankerne står i kø, nærmest maser sig frem. I en uendelighed. Vi kan ikke selv bestemme hvilke automatiske tanker der dukker op – det sker helt af sig selv – ja, automatisk. Men vi kan selv vælge, hvilke af de tanker der dukker, som vi griber fat i. Det kan dog god opleves, som om vi ikke har et valg. Som om det er ukontrollerbart. Men da vi allerede ved at du størstedelen af tiden i går lod dine tanker være, så ved vi du har færdigheden til at lade tankerne passerer. Du skal bare behandle dine myldertanker som alle andre tanker.
Metakognitiv øvelse
Skal vi lave en øvelse? Den går ud på at gøre ingenting. I stedet for at forholde dig aktivt til dine tanker, skal du forsøge at observere de tanker, der spontant dukker op. Målet er ikke aktivt at forholde dig til dine tanker, men bare observere de spontane tanker, der dukker op. Prøv at træde et mentalt skridt tilbage fra dine tanker og forhold dig uengageret, observerende til de tanker der dukker op. Du kan evt. lukke øjnene mens du laver øvelsen. Måske kommer der rigtig mange spontane tanker, måske kommer der ikke rigtig nogle. Det er ikke vigtigt. Bare luk øjnene et stykke tid og observer, hvad der sker.
Hvad skete der?
Hvad gjorde du?
Kunne du forholde dig observerende til tankerne? For nogle lykkes det første gang, og andre må forsøge et par gange. Det er altid lettest at øve sig når man har det ok. Og så anvende det, når man har brug for det. Min opfordring til dig, der har tankemylder, er at øve dig et minuts tid hver dag, det næste stykke tid, på de gode dage. Og så gøre præcis det samme, nemlig ingenting, næste gang du har tankemylder.
Hvis du har brug for hjælp til at blive endnu bedre til at slippe tankerne så kontakt os for at høre nærmere eller book en tid.
Sidst opdateret 25. april 2024