Har du undret dig over, at du ikke sover så godt for tiden, som du plejer? Ligger nat efter nat og spekuleret over, hvorfor du ikke længere kan finde ud af denne ene ting længere?  En færdighed som ellers er noget som burde komme helt naturligt, men nu opleves som noget, du skal kæmpe for.

Årsagen til at du ikke sover så godt, som du plejer, kan være flere.

  • Først og fremmest kan det være en følge af andre lidelser. Ved depression, mani og stress ser man fx ofte søvnproblemer. Ved depression ses en øget træthed og ofte en forstyrret søvn, både i varighed og i kvalitet. Der kan være problemer med at falde i søvn. Eller det er en let overfladisk søvn, hvor du oplever det, som om du ikke kommer helt ned i den dybe søvn, og ikke føler dig udhvilet selv efter ti timers søvn. Der kan også være problemer ved tidlig opvågning, hvor det kan være umuligt at falde i søvn igen. Ved mani ses der ofte reduceret søvn, men hvor tre timers søvn kan opleves som mere end rigeligt for at føle sig udhvilet. Ved stress ses der ofte indsovningsvanskeligheder, hvor tiden inden du falder i søvn, især kan være præget af tankemylder og bekymringer.
  • Der findes også en lang række andre sygdomme, hvor søvnen påvirkes, som fx hjerte- og lungesygdomme samt forhøjet stofskifte.
  • Langt de fleste medikamenter har bivirkninger. Nogle af disse kan være påvirkning af søvnen. Nogle sløver dig, og andre øger vågenheden, og gør det sværere at falde i søvn.
  • Snorken og søvnapnø (pause i vejrtrækningen mens du sover) kan også påvirke din søvn.
  • Tankemylder og bekymringer kan holde dig vågen. Og, som jeg skriver om her, så kan manglende søvn kan give tankemylder. Det tyder på, at du hurtigt kan komme ind i en ond spiral!
  • Smerter kan også holde dig vågen og påvirke din nattesøvn. Tal med din egen læge, så du kan blive tilstrækkeligt smertedækket.

Det kan altså være godt at få afklaret om, der er nogen bagvedliggende årsager til dine søvnproblemer, som kan behandles, hvorved din søvn kan blive bedre. Eller om søvnproblemerne er det primære, som skal behandles, for at du igen kan sove godt og tilstrækkeligt.

Få gode råd til en god nattesøvn

Sidst opdateret 16. maj 2023