I den metakognitive terapi bruger man begrebet Cognitive Attention Syndrome (CAS) eller på dansk det kognitive opmærksomhedssyndrom om alle de strategier vi anvender, når vi håndterer vores tanker. Strategierne, som fx kan være bekymringer, grublerier og tjekkeadfærd, giver alle bagslag, og faktisk er med til at vedligeholde og forstærke de ubehagelige følelser. Alle strategierne handler i bund grund om at jo mere opmærksomhed vi giver noget, jo mere vil det vokse.

Men hvad er opmærksomhed?

Vi har alle flere forskellige former for opmærksomhed: Fokuseret opmærksomhed, delt opmærksomhed og vedvarende opmærksomhed.

Fokuseret opmærksomhed er at fastholde det mentale fokus på én bestemt ting eller stimulis blandt flere forskellige. Det kan fx være til en fest, hvor du holder opmærksomheden på din samtalepartner, selvom mange andre taler samtidig, eller hvor du går ned ad strøget med en god ven og føre en samtale til trods for, at der er mange andre mennesker, en gademusikant, gode tilbud og én fra Unicef, der gerne vil have du bliver medlem. Her vil du formentlig kunne fastholde opmærksomheden fokuseret på den du gerne vil tale med. Det kan godt være at du bemærker den sang gademusikanten spiller, hvorefter du flytter din opmærksomhed tilbage på din gode ven – der hvor du gerne vil have din opmærksomhed.

Delt opmærksomhed er evnen til at være opmærksom på to eller flere ting samtidig. Det er også det som man kalder multitasking. Det kan fx være i trafikken, hvor du som bilist både kan køre bil, overskue trafikken og samtidig høre radio eller tale med passageren. Når vi deler opmærksomheden, kan det lade sig gøre, fordi den ene af tingene er automatiseret og kun én ting kræver egentlig opmærksomhed. Det øjeblik, der sker noget i trafikken, som ikke kan klares per automatik, må vi stoppe samtalen med passageren og flytte hele vores fokus over på den ene ting, der skal håndteres.

Vedvarende opmærksomhed er evnen til at fastholde opmærksomheden over tid og kaldes også for koncentration. De mentale styringsfunktioner, også kaldet de eksekutive funktioner spiller en vigtig rolle for vores evne til opmærksomhed.

Vores opmærksomhed kan sammenlignes med en lommelygte. Det vi lyser på, er det der får opmærksomhed. Vi kan kun rette lyskeglen skarpt mod én ting ad gangen. Resten, det uden for vores opmærksomhed, bliver ikke oplyst. Hvis vi flytter lyskeglen fra et sted til et andet sted, vil det, der før fik opmærksomhed, nu ligge hen i mørke.

Sidst opdateret 30. maj 2023